Om Hjallerup Rideklub

Hjallerup Rideklub (HRV) blev stiftet i 1973. Vi er med vores ca. 350 medlemmer en af Nordjyllands største rideklubber og den største i Vendsyssel.

I 2006 indviede vi et splinternyt ridecenter tæt på Hjallerup by med plads til 80 heste, 2 ridehaller, 3 udendørs dressurbaner og en udendørs springbane. Der er desuden mulighed for anvendelse af skridtmaskine, vaskepladser, vaskemaskine og solarium mod betaling samt opvarmet sadelrum. Klubbens staldbygning lever op til de nye regler for hestehold, der træder i kraft i 2020.

I 2015 har vi etableret et af Danmarks største og mest moderne ridestadions med tilhørende opvarmsningsbane som danner rammen for vores udendørs arrangementer og undervisning.

Hjallerup Rideklub er medlem af Dansk Rideforbund og Dansk Handicap Idrætsforbund, to specialforbund under Danmarks Idræts Forbund.